Baneomlægningen er gået i gang
Som vi tidligere har informeret om, har bestyrelsen besluttet at igangsætte en omlægning af banen. Denne vil ske over en længere tidshorisont.
Der er i dette efterår lavet en større træfældning på bag 9, f.eks. som forarbejde for nyt teested på hul 16.
I uge 40 blev den gennemgående grøft gravet op i hele forløbet på klubbens anlæg. Den er blevet bredere og vil forhåbentlig kunne afvande vores baneanlæg noget hurtigere. Noget vi har savnet dette våde år. Samtidig er "vådområdet" på hul 3 blevet opgravet. Vi får et kønnere baneområde, hvor der for de uheldige bliver hurtigere og nemmere at finde de bolde, der af uransalige årsager havner imellem nogle gule pæle. Ja så må vi jo også indrømme at det bliver sværere at slå over bækkene.
Samtidig er de første fairwaybunkers blevet opgravet. Et af klubbens medlemmer - Brian Andersen har lavet et enormt flot gravearbejde. Rigtig godt håndværk. Klubben siger dig mange tak for det. Du er et godt eksempel på, hvor meget frivilligt arbejde betyder for klubben i dagligdagen og for dens udvikling. Samtidig har vi fået en god pris fra vores sponsor Tornby Entreprenørforretning for leje af materiel.
Vi har forsøgt at lave dette arbejde samtidig med at spillet stadig har kunnet ske på banen, hvilket stort set er sket uden at genere væsentligt.
Efter opgravningen vil de nye fairway bunkers (i denne omgang hul 1,3,7 og 11) blive stående vinteren over uden sandpåfyldning. Dette venter vi med til foråret, da vi i de sene efterårsmåneder og vinteren over vil observere eventuelt behov for dræning, så disse ny anlæg kan få så stor kvalitet som mulig. Glæd dig til foråret, hvor de fyldes op med flot nyt sand. I mellemtiden hjælper vi med et større antal blå pæle i de berørte områder.
Desværre har vi heller ikke denne sommer kunne undgå besøg af gåsebiller og fuglenes efterfølgende jagt på godbidder i vores flotte græstæppe. Inden vinter er de store beskadigede huller udbedret og nyt græs sået, alle teesteder blevet proppet, der sker efter såning på hul 8, der udtyndes omkring alle huller og de sidste sigtepunkter (flag) på drivingrange bliver etableret.
Vi er i år blevet lidt forsinket med ønskede forbedringer på grund af meget stor græsvækst. Vi har brugt rigtig mange timer for at holde græsset i skak for at have en optimeret bane.
Midt i oktober har vi fået byggetilladelse til et nyt halvtag til klubbens egne golfvogne samt tilladelse til etablering af materialeplads. Det sidste ønskes for at få et mindre spil af materialer og dermed en besparelse i driften. Nu hvor sæsonen lakker mod enden vil bestyrelsen og ikke mindst baneudvalget takke alle dem der har hjulpet med opgaver, uanset de er store eller små. Alt har stor betydning i vores fællesskab.
Jørgen Laursen