1979 begyndte en turnering på Hvide Klit Golfane, der hed ”Hirtshals Closed” og som blev spillet der de første mange år af spillere med bopæl i Hirtshals Kommune.

Det var vel det allerførste spæde pip til en golflub i Hirtshals. Vandrepokalen - et tinkrus - står i dag i klubhuset i Kjul med navne på vinderne i de 22 år matchen har eksisteret. Formålet med matchen var at udbrede interessen for golf i Hirtshals Kommune. I et par år blev matchen dog afholdt på banen i Hjørring. Første gang, i 1991, blev matchen afholdt på vores egen bane. 

I 1984 blev der udarbejdet idrætsplan for Hirtshals Kommune. Allerede dengang var der tænkt på en golfbane, og det blev i idrætsplanen indføjet som et fremtidsperspektiv at et område skulle udlægges til en sådan. Senere blev et areal ved Ulvkær Mose inddraget til dette formål på lokalplanen. Via det grønne udvalg, blev der rettet henvendelse til golfarkitekt Anders Amillon, som lavede en skitse for en 9 hullers bane. Deltagerne i Hirtshals Closed matchen opfordrede, efter matchen i 1987, H.C. Pedersen og Norbert Wagner til at arbejdede videre med projektet. 

Der var ved at komme en voksende interesse for golf i landsdelen. Hvide Klit var den første bane (efter Ålborg) herefter Brønderslev og så Hjørring. Ikke mindst vort sven-ske broderfolk besøgte i et stigende antal vore baner. Roger Glenvik, der var leder af Olka Resor fra Gøteborg, var begyndt at sende mange svenske greenfeespillere til Hvide Klit. Det udviklede sig til en invasion af svenske spillere til Vendsyssel, der på grund af den svenske vinter meget gerne ville besøge vore grønne fairways om vinteren. Det var dengang, der var noget vi kaldte grønne vintre. Besværet med at få plads til at spille golf for Hirtshalsboerne ansporede til en ekstra indsats for at skabe en ny bane i Hirtshals.

Placering af banen.

Problemerne med at få samlet jord nok til en golfbane var meget store. Det stod hurtigt klart, at man måtte opgive at anlægge en bane bag Emmersbæk Kirke. Det viste sig at Byrådet ikke havde givet anlægget af en golfbane 1. prioritet i idrætsplanen fra 1984, bla pga indsigelser fra naturfredningsforeningen, da der voksede fredede planter på arealet. Vi blev der efter henvist til et areal der lå syd for træningsbanen i Nr. Tornby. En stor del af arealet bestod af små jordlodder der var ca. 1-2 m brede og 1 km lange, så vi måtte se i øjnene, at vi skulle i gang med et utal af handler og vi ville ikke engang have nok jord, om vi var så heldige at alle handler lykkedes.

Skæbnen stod os bi. Niels Hansen blev ringet op af en journalist, der bl.a. spurgte om hvor banen skulle ligge, og for ikke at røbe tanken om arealet i Tornby blev Kjul nævnt som en afværge manøvre. Tage Bak der var ejer af gården ”Rimmen” læste i avisen om vor interesse i Kjul. Han ville gerne sælge sin gård, og ringede derfor til Poul Pedersen og spurgte, om vi ikke var interesserede i at se på hans gård. Det var i juni måned i et strålende solskinvejr, og vi kørte ind fra Lilleheden Skovvej tværs over det nuværende hul 8 og derefter hul 18 til vestenden af gårdspladsen. Holdende her med udsigt til en gårdsplads, hvor man uden de store anstrengelser kunne forestille sig små borde med glade spillere i gang med en velfortjent forfriskning efter 18 huller. Derefter fulgte en tur ud på det areal, som senere udgør hovedparten af vores bane. Vi var overvældede. Arealet var som skabt til en golfbane med megen bevoksning, grøfter, frie arealer og let sandet jord de fleste steder. Der var enighed om, at såfremt der kunne skaffes yderligere land ville vi forsøge at udarbejde et projekt. Der blev lavet en aftale med Tage Bak, der var betinget af, at det nødvendige areal kunne erhverves og finansieringen kunne skaffes.

Arealbehovet til en 18 hullers bane er ca. 120 tdr. land. Rimmen var på 65 tdr. land, så der manglede 55 tdr. land. Vi måtte derfor i gang med at købe tilstødende jord. De næste måneder blev brugt til at finde det resterende areal samt at forhandle om købet af det. På det tidspunkt betalte vi 10.000 kr. pr. td. land. Efter få år viste det sig at have været en god forretning. Vi handlede med Kristoffersen, som ejede den sydligste del af par tre banen, med Bent Sørensen som ejede den nordre del af hul 15. Ole Klit-Holm, som ejede et stykke omkring 11 og 12 havde det desværre meget svært med at bestemme sig. Toft Fjerritslev ejede jorden hvorpå hul 17 ligger. Birthe og Bo Kærsgård, der ejer det meste af hul 8 og 9 samt en del af par 3 banen, var ikke interesserede i at sælge jorden. I stedet fik vi en lejeaftale på arealet på 30 år - aftalen udløber i 2021.

En ret speciel oplevelse var vor handel med Halvor Risager. Det lykkedes ham, under henvisning til loven om jordfordeling at gøre krav på en del af den jord, der tilhørte Tage Bak. Der blev ført uendelige forhandlinger og vendt og drejet med de forskellige lodder, som var det brikker i et puslespil. Endelig i elvte time lykkedes det, og hele arealet var på plads og priserne aftalt. Var det ikke lykkedes at få en løsning med Risager, havde vi ikke haft jord nok til hele baneanlægget.

Der var to ”små” problemer tilbage omkring køb af areal. Arealet mellem hul 12 og hul 13, der tilhørte Ole Klitholm, kunne ikke erhverves, da det var udlejet på en langtidskontrakt. Arealet strakte sig gennem hele banens bredde fra syd til nord, således at der ikke var forbindelse mellem den østlige og vestlige del af banen. Dette areal er dog senere erhvervet af golfklubben ved køb af 5,2 ha i 2006. I købet af Rimmen var der et lille areal der lå inde i Ole Klitholms mark syd for golfbanen. Det lykkedes at lave et mageskifte med ham, således at golfklubben fik et tilsvarende areal mod nord, så der kunne etableres forbindelse mellem hul 12 og 13 samt mellem hul 17 og 18.

For at få en åbning til green på hul 7 var det nødvendigt at købe et lille hjørne af statsskoven for enden af de høje graner der står på højre side af hul 7’s fairway. Da det var klubben, der ønskede at købe arealet måtte vi betale alle udgifterne, som var meget store i forhold til det begrænsede areal der blev købt. Det betyder at denne trekant er det dyreste stykke jord der er på golfbanen. De mange handler, vi skulle igennem, var en oplevelse i sig selv. Der er flere eksempler på hvilke ”sjove krav” vi blev mødt med i forbindelse med erhvervelsen af jorden.

Et tilsyneladende væsentligt problem, udover prisen på jorden, var de træer, der skulle fældes på arealet. Alle skulle have sin part af træet, og det skulle næsten vejes på en guldvægt. For at skabe ro om projektet, blev vi blev enige om at give efter og lade dem få træet, selvom vi rent faktisk havde retten til det.

Rimmen havde en lejer, som boede i stuehuset. Vi kunne jo ifølge lejeloven ikke bare ophæve lejemålet. Der var en lang opsigelsesfrist, men da der begyndte at blive megen aktivitet omkring gården, valgte han hurtigt at flytte.

Retten til at drive jagt på arealet var også til diskussion. Tage Bak ønskede f.eks. at have jagtretten i 10 år efter overdragelsen. Dette kunne selvfølgelig ikke accepteres. En anden af sælgerne ville ikke acceptere, at der måtte drives jagt på det areal han solgte. Dette krav var let at imødekomme.

En række af naboerne fremsendte nedenstående tekst, som er citeret og, som de krævede indføjet i klubbens vedtægter: 

”Vi underskrevne landmænd kræver, at der i Golfklubbens vedtægter indføjes en paragraf med følgende indhold: Golfbanen forpligter sig til ingensinde at gøre indsigelse mod landbrugsmæssig drift af de omliggende arealer, herunder udkørsel af gylle, ligesom golfbanen forpligter sig til ingensinde at modsætte sig udvidelse af den animalske produktion på de omkringlig-gende landbrug. Denne paragraf kan kun ændres efter samtykke fra samtlige land-mænd omkring golfbanen.

Endvidere ønsker vi oplyst, hvordan vejretten til golfbanen skal være”.

6

Man forsøgte at få myndighederne - Jordbrugskommissionen og Hirtshals Kommune - til at kræve, at deres ønske blev gennemført, men begge afslog under henvisning til at golfbanen lå i landzone, og derfor skulle overholde de regler der til enhver tid var gældende for tilstedeværelse i landzone. Kommunen meddelte endvidere at vejretten fremgik af lokalplanen.

Toft Fjerritslev på Charlottenborg, der ejede jorden på det nuværende hul 17 ville ikke sælge, da han troede, at der skulle drives jagt på jorden. Det lykkedes ad ret indviklede veje at få handlen igennem. Niels Hansen kontaktede Nina, som var gift med Finn, der var søn af Toft Fjerritslev. Finn kontaktede sin søster Jonna, der havde evnen til at tale med den ældre herre på 85, således at han gik med til at sælge jorden på den betingelse, at såfremt der var nogen der fik en højere betaling for jord end han gjorde, skulle den pris, han fik, reguleres.

I forhandlingerne med Tage Bak blev der indsat en betingelse om, at vi skulle over-

tage gården senest den 1. juni 1991, så han var jo nødt til at tilså jorden, for i tilfælde af at handelen ikke blev gennemført ville han jo miste et helt års afgrøde. Det blev aftalt, at hvis handelen blev gennemført så skulle golfklubben betale udgifterne ved tilsåning og gødskning, men så skulle afgrøden til gengæld tilfalde klubben. Bestyrelsen interesserede sig